This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Denmark Rom bliver stormagt (264 -133 f.v.t.) Første Puniske krig (264 - 241 f.v.t.) Samtidigt med romernes erobring af Italien, udvidede den tidligere føniske koloni Karthago sit magtområde på Sicilien. I gammel tid havde de to byer stået på god fod, men da Karthago nu havde magten over to tredjedele af øen, følte romerne deres nyerobrede Syditalien truet. Efterhånden havde Rom vænnet sig til ustandseligt at være i krig, uden hensyn til egne og forbundsfællernes tab. Desuden følte romerne efterhånden at det var naturligt at andre stater bad om romersk beskyttelse. Da byen Messina derfor i år 264 bad romerne om hjælp mod en karthagisk belejring, erklærede Rom krig. Krigen blev langvarig, bl.a. fordi romerne indtil nu ikke havde haft en ordentlig flåde, men en sådan blev dog hurtigt stablet op, med hjælp fra de græske kolonier på Sicilien. Indtil da havde klassisk søkrig bestået af at krigsskibene prøvede at sænke modstanderen ved at sejle ind i hinanden, men romerne udstyrede deres skibe med store entringsplanker, således at de romerske soldater kunne borde fjendens skibe. Rom og Karthagos magtområder før år 264 f.v.t. I 241 f.v.t. vandt romerne det afgørende søslag der fik Karthago til at bede om fred. De skulle dog afstå Sicilien og betale store krigsskadeerstatninger. En af grundene til Karthagos nederlag kan være, at karthagenernes udgifter til lejetropper havde tømt statskassen. Dette resulterede i oprør bl.a. på Korsika og Sardinien, da tropperne ikke længere fik udbetalt deres løn. Rom erobrede derefter disse øer, og samtidigt erobredes Illyrien, hvorfra sørøvere i flere år havde plaget den italienske østkyst. Et andet problem var Po- sletten, hvor galliske stammer havde bosat sig. Da disse nu truede italienerne fra nord, erobrede Rom området efter flere hårde kampe. Anden puniske krig (218 - 201 f.v.t.) Som erstatning for de tabte landområder, udvidede Karthago sit område i Spanien under generalen Hannibal. Rom krævede at Hannibal ikke måtte krydse floden Ebro, da byen Massillia som havde været Roms allierede under krigene mod gallerne, følte sig truet. Hannibal indvilligede, men da man senere krævede at han skulle holde sig fra den spanske by Sagunt som lå syd for Ebro, og som Hannibal hidtil havde ladet være i fred, følte han sig provokeret. Hannibal erobrede straks byen, og Rom erklærede Karthago krig. Hannibal reagerede dog helt uventet på dette, og i stedet for at angribe over havet, marcherede hans hær gennem Gallien og over Alperne (se fig. 5 næste side). Flere galliske stammer sluttede sig til ham, og Hannibals hær vandt mange sejre ned gennem Italien. Romerne formåede alligevel at samle nye legioner sammen, og resultatet var at Hannibal stod tilbage med kun det sydligste Italien erobret. Da rejste den romerske general Scipio først til Spanien, som han erobrede, og senere til Nordafrika. Hannibal skyndte sig hjem til Karthago, men kun for at blive slået i et stort slag ved Zama. Karthago havde tabt krigen, romerne overtog Spanien og Balearerne, og var nu Middelhavets ubestridte stormagt. Hannibals felttog fra 218 - 203 f.v.t. De nyerobrede landområder havde under det karthagenske besættelse ikke haft lokalt styre, og derfor kunne romerne ikke gøre disse til forbundsfæller ligesom staterne i Italien. Da overtog romerne simpelthen karthagenernes plads, og gjorde, under romerske embedsmænd og soldater, disse områder til lydstater, eller provinser. I modsætning til forbundsfællerne skulle provinserne ikke stille med soldater, men skulle til gengæld betale skat. Scipios hær Succesen i slutningen af den 2. puniske krig skyldtes dog ikke kun Scipios lederevner, men i høj grad også store fremskridt inden for våbenteknologien og hærens struktur. Da den økonomiske vækst var stadig stigende, blev forskellen mellem de tunge infanterister mindre endnu. Rorarii, accensi og levisne blev afskaffede. Til gengæld blev de fattigste legionærer til en ny type lette infanterister kaldet velites. Velitesne var i modsætning til levisne, en del af maniplerne, således at en manipel bestod af både legionærere og velites. En manipel hastati/ principes Centurierne i hastati/ principes bestod nu af ca. 60 legionærer og 20 velites, og hver triarii af ca. 30 legionærer og 15-20 velites. Hver centurie var igen delt op i grupper på otte mand, en contuberbium, der deltes om et telt og et pak-muldyr, når hæren var på march. Hver centurie var ledet af en centurion. Den første i hver manipel var valgt af hærføreren, og den anden var valgt af den første. Hver centurion valgte derefter en næst- kommanderende, en ordonnans, en hornblæser og en standardbærer. Før i tiden, havde ordet legion blot betydet en hær, men da hæren efterhånden var blev temmelig stor, opdelte man hver hær i flere afdelinger. Hver af disse afdelinger kaldtes nu en legion og bestod af ti af hver manipel, altså tredive i alt. Dertil kom ti regimenter kavaleri, som hver bestod af 30 mand, kaldet turmæ. Hver turma var delt op i tre eskadroner a 10 ryttere. Officererne Hærens lederen var feltherren, imperator. Under sig havde feltherren adskillige officerer, legati, som vejledede feltherren og ledede hæren i dennes fravær. Hver legion var ledet af seks militærtribunerne, som havde kommandoen på skift. Officererne, der stadig var adelige, drev for det meste en militær karriere for at få den berømmelse, som kunne blive starten for en karriere inden for politik. Disse blev valgt af senatet, og de fleste var uden militær erfaring. Til gengæld var centurionerne og andre befalingsmænd valgt blandt de legionærer, som havde erfaring og havde udmærket sig i kamp. Udrustning  Selvom mange stadig på overkroppen bar kyras, valgte flere nu den østlige skælpanser, eller den galliske opfindelse, ringbrynje. Disse lorica squamata og lorica hamata gav den tids mest effektive beskyttelse, men var til gengæld dyre at fremstille. Soldaterne bar stadig hjelme og benskinner, men disse blev efterhånden lavet af jern. Man benyttede stadig scutum-skjoldet, men velitesne var kun beskyttede med et mindre rundt skjold, kaldet et parma, som også rytterne benyttede. Den store forskel i legionærens udrustning fra gamle dage var deres våben. I nærkamp brugte hastati og principes nu ikke hastaen, men et kort tveæggede sværd gladius, som var inspireret af de spanske sværd og derfor fik tilnavnet hispaniensis. De nye sværd var i modsætning til det som romerne havde brugt tidligere, og til det gallerne brugte, ikke beregnede til hug, men til stød. Det betød at man stadig kunne stille op organiserede formationer, da stød med sværdene krævede langt mindre plads end hug gjorde. De korte sværd gav desuden en meget større bevægelsesfrihed end de lange hastaer, og soldaterne var derfor mere bevægelige, og kunne derfor kæmpe mere individuelt. Da man ikke længere skulle slæbe rundt på de lange hastaer, bar legionærerne nu to kastespyd, pilum, et let og et tungt. Dette havde romerne ligesom bl.a. scutum-skjoldet sandsynligvis lånt fra andre italienske stammer. Spydenes træskaft var blot ca. 120 cm højt, men til gengældt havde det et ca. 60 cm langt og smalt "hoved" af jern. Spidsen var kun et par cm, men dette design gjorde, at den nemt kunne trænge igennem et skjold, og modhager gjorde den svær at trække igen. Hvis spydet således ramte et skjold, var fjenden nu nødt til at kaste det fra sig, og hvis man ikke ramte, ville det smalle hoved på spydet blive bøjet når det ramte jorden. Modstanderen ville derfor ikke være i stand til at kaste det tilbage. En hasta, to tunge pilum, en let pila og et gladius Strategien Når trompeterne gav signal til angreb løb hastatis velites frem og kastede deres spyd. Samtidigt ville rytteriet angribe fjendens fløje. Hastati rykkede langsom frem, mens velitesne løb tilbage til deres respektive centurier. Når Hastati var nået inden for 20-25 m, kastede de først deres lette og dernæst tunge pila. Da stormede de frem under den forvirring spydregnen havde skabt. Når de første træthedstegn begyndte at vise sig, trak hastati sig tilbage, igennem de tidligere nævnte huller, og de friske principes ville rykkede frem, kaste deres pila, gå i nærkamp, osv. Den manglende vægt i forhold til falanksen blev altså kompenseret af regnen af spyd, men letheden gav også maniplerner og de enkelte legionærer en bevægelsesfrihed, der betød at de kunne handle uafhængigt af hinanden, og angribe i "bølger", så det altid var friske soldater der var i kamp. Selvom Scipio havde indført hårdere disciplin og træning, fik romerne også øjnene op for at det ikke var nok at forvente at legionærerne ville vinde kun ved hjælp af disse færdigheder, strategi og taktik var også nødvendigt for at få resultater. Dygtige hærførere kunne f.eks. føre triarii rundt om fløjen for at angribe fjenden i flanken. Imod uorganiserede fjender kunne Principes rykke frem i mellemrummene imellem hastati, for at danne en tættere formation. Maniplerne kunne også opstilles i kileformationen "grisehoved" for at sprænge fjendens linier, eller udforme en karré, hvis de blev omringede. Under belejring af fjendtlige fæstninger kunne man, foruden at bruge forskellige belejringsmaskiner, danne den såkaldte skildpadde, hvor legionærerne var beskyttede både bag og under et skjold af soldaternes firkantede scutum-skjolde. Fremstød mod øst Bare året efter den 2. puniske krig kom Rom i krig igen. De græske småstater Rhodos, Athen og Pergamon følte sig truede efter at den makedonske kong Philip V havde foretaget flere fremstød i Lilleasien. Romerne havde et horn i siden på Philip da han havde støttet Hannibal under den anden puniske krig. Efter få år var makedonerne besejrede, og romerne regnede da med at grækerne af taknemmelighed herefter ville følge deres politik. Da det ikke var tilfældet kom det til krig mod flere utilfredse stater, som dog snart blev nedkæmpet. I frygt for at Makedoniens nye leder Perseus skulle udnytte disse anti-romerske tanker, angreb man Makedonien. I 168 f.v.t. vandt romerne den afgørende sejr over den makedonske falanks, og gjorde landet til romersk provins. I 146 jævnede man Korinth med jorden da et forbund med denne by i spidsen, havde forsøgt at hævde deres selvstændighed. Hele Grækenland var nu reelt under romersk befaling. Samme år blev også Karthago jævnet, da byen havde forbrudt sig mod romersk befaling og bekriget numidierne uden romernes tilladelse. Også her blev der dannet en romersk provins, nemlig provinsen Africa. I 133 f.v.t. blev roms tidligere forbundsfælle Pergamon, "testamenteret" til Rom, da dennes sidste konge døde. Pergamons tidligere landområder blev nu til den romerske provins Asien.