This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Denmark Italien erobres (386 - 265 f.v.t) Legionen Falanksen var særdeles effektiv i defensiven, men langsom og immobil. Derfor blev den også løbet over ende af de vilde gallere. Efter den galliske invasion, begyndte adskillige reformer. Dette skyldtes desuden at de andre italienske stammer også var begyndt at benytte den defensive falanks. Som modtræk dertil, bevægede den romerske hær sig i en mere offensiv retning. Den romerske hoplit-hær udviklede sig da til en nye form for hær, der både var lettere og mere mobil, nemlig legionen. Da den økonomiske vækst i Rom fortsatte, fik de romerske soldater råd til stadig bedre udrustning. De fleste havde derfor mulighed for at skaffe den tungere udrustning, der hidtil havde været forbeholdt de første klasser. Soldaterne i legionen blev derfor ikke længere inddelt efter formue, men blev i stedet inddelt i tre rækker af soldater efter alder og erfaring. Hver række var inddelt i ti grupper, manipler, som bestod af to centurier. Forreste række bestod af manipel hastati, som var de unge mænd. Anden række bestod af principes, hvis legionærer var mænd med erfaring og modenhed. Tredje række bestod af ti grupper kaldet ordo, som hver var en manipel triarii, veteranerne, en rorarii, de yngste og uerfarne og en accensi som bestod af de dårligste krigere. Foran hastati stod de fattigste soldater. Disse lette infanterister kaldtes leves, og var ikke inddelt i manipler, men fungerede som forposter i spredt kamporden. Opstilling af romersk legion i det 4. årh. f.v.t. Legionærernes våben var stadig lansen, dog fortrinsvis den kortere hasta. Derudover var det tunge clypeus blev erstattet af det lettere samnittiske scutum. Dette var ovalt og buede efter kroppen. Det var sammensat af flere lag lamineret træ, overtrukket med læder. Lagene var syet sammen af metalsnore, og kanten og buklen var også af metal. Det firkantede scutum man i høj grad brugte i kejsertiden, blev også i enkelte tilfælde benyttet. Den nye inddeling gjorde hæren nemmere at kommandere, og de kortere spyd og lettere skjolde og formation gjorde den meget mere mobil. Hullerne i formationen virker umiddelbart som en svækkelse af slagordenens styrke, og dette var også tilfældet når man kæmpede mod de udisciplinerede gallere som ikke opstillede i formationer. Disse kunne nemlig angribe legionen "igennem" hullerne, men da de fleste af romernes modstandere på dette tidspunkt stillede op i falankser, ville disse ikke kunne udnytte disse åbninger, til dels pga. deres manglende mobilitet, men også fordi dette ville ødelægge deres egen formation. Formålet med hullerne var også, at når hastati var ved at blive trætte, kunne de falde tilbage og lade de friske principes overtage kampen. Dernæst kunne tredje række træde frem, således at man altid havde friske soldater til rådighed. Omdannelsen af falanksen kan man dog ikke udelukket kalde en romersk udvikling, Rom var nemlig i det 6. århundrede f.v.t. blevet leder af et forbund bestående af latinske byer. Byerne skulle hjælpe hinanden i krigstid, og der blev nedskrevet love for domsafgørelser imellem borgere fra to forskellige byer. Så legionen kan vel rimelig nok kaldes en latinsk opfindelse. Erobringerne I år 340 f.v.t. krævede de øvrige latinske byer at lovene skulle revideres, således at de fik mere indflydelse. Dette så romerne som et oprør, og slog latinerne i den såkaldte Latinerkrig. Disse blev herefter gjort til Roms "forbundsfæller", dvs. at de fik lov til at beholde deres eget styre, mod at de skulle have fælles fjender med Rom. I tilfælde af krig skulle de også stille med soldater, de såkaldte auxilia, eller på dansk hjælpetropper. Med de nye legioner og med forbundsfællernes forstærkning lykkedes det at erobre Sydlatium og Sydetrurien. Da flere campanske byer som havde hjulpet Rom under Latinerkrigen, blev truet af samnittiske aggressioner, erklærede romerne disse krig i år 326 f.v.t. Dette resulterede i en række krige hvor etruskerne, gallere og flere mellemitalienske folk benyttede chancen til at angribe Rom. De romerske forbundsfæller viste igen deres værd, og omkring år 280 f.v.t. var hele Midtitalien under Romersk herredømme. Flere græske kolonier i Syditalien følte sig da truede, og sendte derfor bud efter kong Pyrrhos af Epiros. I 280 f.v.t. landede Pyrrhos med sin hær og vandt med hjælp fra sine 25.000 soldater og 20 krigselefanter, flere sejre over romerne. Men hæren var selv blevet så udmattet at den til sidst blev slået. De græske kolonier måtte derfor overgive sig, og deres landområder blev også til romerske forbundsfæller.