This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Denmark Den sene republik (132 - 44 f.v.t.) Marius' militærreform Som tidligere nævnt var det romersk skik at lægge landets beskyttelse i hænderne på den ejendomsbesiddende klasse, der havde materiel interesse i dets bevarelse. Og selvom soldaterne fik udbetalt en mindre løn, var denne ikke nok til at dække soldatens udgifter til mad og udrustning. Soldatens vigtigste indtægtskilde var derfor hans butik eller gård, og mange var derfor utilfredse med lange perioder i hæren. Det blev da efterhånden næsten umuligt at rekruttere soldater til de lange udenlandske felttog. Denne utilfredshed kulminerede under en langvarig krig i Nordafrika mod Numiderkongen Jugurtha år 111 - 105 f.v.t. Marius som var nyvalgt konsul løste dette ved at ophæve formuegrænsen, indføre dækning af soldaternes udgifter og udlove pension i form af jordlodder. Det siges at de fattige strømmede til i håb om jord og rigdom. Denne nye type hær kæmpede midlertidigt ikke for staten, men for den hærfører som jo skulle sørge for soldatens pension. Marius' hær vandt hurtigt krigen i Afrika, og derefter over de germanske kimbrere og teutoner, som truede Italien fra nord. I år 91 f.v.t. var flere af de italienske forbundsfæller blevet trætte af at skulle stille soldater uden at få politisk indflydelse og krævede romersk borgerret, og selvom de ledende kredse var villige til dette, blev forslaget alligevel nedstemt, og flere forbundsfæller greb til våben. Forbundsfællekrigen blev dog kortvarig, for Mithridates VI af Pontos havde netop erobrede Asien og dele af Grækenland, og romerne lovede derfor borgerret til alle der nedlagde våbnene inden for 60 dage. Kohorten Da hærføreren nu betalte soldatens udrustning, blev alle udrustede med masseproducerede våben og brynjer. Hermed forsvandt forskellen mellem legionærer og velites, samt forskellen mellem principes/ hastati og triarii, som alle blev udstyrede med pilum, sværd, ringbrynjer, skjolde og hjelme (benskinnerne blev opgivet til fordel for mobilitet). Da de italienske forbundsfæller havde fået romersk borgerret, forsvandt også forskellen mellem de romerske legionærer og de italienske allierede. En legionær efter Marius' militærreformer Desuden blev maniplerne sluttede sammen til enheder kaldet kohorter, som var nemmere at kommandere. Hver kohorte bestod af tre manipler, og en legion bestod derfor af ti kohorter . Ledelsen af legionerne var midlertidigt overtaget af en legatus, da militærtribunerne nu udelukkende var unge uerfarne aristokrater. En legion efter Marius' militærreformer Auxiliaen Som sagt var de italienske auxiliaer efterhånden blev til legionærer. Men efter den anden puniske krig, begyndte man så småt at indkalde soldater fra provinserne og allierede. Disse beholdt for det meste deres lokale udrustning og kampmetoder, men nogle blev også trænede som romerne. De fleste auxilia-tropper var lette infanterister, som fx slyngekastere fra Balearerne og bueskytter fra de østlige provinser, men også både lette og tunge kavalerister. I modsætning til de gamle italienske auxilia-enheder, blev disse ikke længere ledet af egne officerer, men af romerske. Magtkampe om Romerriget I Rom fortsatte stridighederne dog om hvem der skulle føre krig mod Mithridates. Det var nemlig blevet en tradition for medlemmerne af det romerske aristokrati, at sejrrige krige var en nødvendighed for slægtens anseelse. Desuden var erobring af nye landområder nødvendige for at en feltherre kunne skaffe den tilstrækkelige løn til at opretholde sin magt vha. en privat hær. Senatet udpegede konsulen Sulla til hærfører, men Marius ønskede at vinde endnu en triumf, og fik da sammen med popularerne gennemført en lov som gav ham kommandoen. Da rejste Sulla med sin private hær til Rom, hvor han fik ophævet den nye lov. Men samtidig med at Sulla derefter tog til Grækenland og vandt krigen ubesværet, havde hans modstandere under hans fravær igen taget magten i Rom. Sulla rejse da tilbage til Italien, hvor han med sine 120.000 veteraner vandt Den Første Borgerkrig, og udnævnte sig selv til "diktator på ubegrænset tid". Han gennemførte derefter en række reformer for at give magten tilbage til senatet, hvorefter han gik på pension. I krigen havde Sulla fået hjælp af Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompeius og deres private hære. De fik nu deres store chance, for i Spanien havde Sullas modstander Sertorius startet et oprør, samtidig med at der i det sydlige Italien var startet et slaveoprør, og Middelhavet plagedes af sørøvere. Pompeius fik til opgave at stoppe oprøret i Spanien, og Crassus mod slaverne. Begge løste deres opgave med succes, og begge blev med magt valgt til konsuler. På trods af senatets utilfredshed gik Pompeius i krig mod sørøverne som han nedkæmpede. Han blev derefter øverstkommanderende i de østlige krige, hvor han erobrede resterne af Seleukideriget som blev til provinsen Syrien. Da frygtede Crassus at Pompeius ville udnævne sig selv til enehersker, og prøvede derfor i samarbejde med den unge politiker Gaius Julius Cæsar at få valgt en tredje mand Catilina til konsul. En anden senatorgruppe kom dem dog i forkøbet og fik i 73 f.v.t. valgt Cicero. I slutningen af året kom Pompeius hjem til Italien, men mod alles forventninger prøvede han ikke at gennemføre et kup, men nedlagde sin hær, og prøvede på lovlig vis at få godkendt sine ordninger i øst og få udleveret jord til sine veteraner. Men da faren var drevet over for senatet, afviste de Pompeius, som derefter sluttede sig sammen med Crassus og Cæsar. Mod dette magtfulde triumvirat kunne senatet ikke stille meget op, og de fik valgt Cæsar til konsul. Cæsar godkendte på trods af sin konsulkollegas veto Pompeius' ordninger. Efter konsulatet fik Cæsar tilbudet om at blive statholder over Gallia cisalpina og Gallia transalpina (gallien på denne og på den anden side af alperne, set fra Rom) i en femårig periode. Senatet håbede at disse urolige provinser ville holde Cæsar beskæftiget udenfor politik, men han viste sig at være en fremragende hærfører, og i år 57 f.v.t havde han erobret næsten hele Gallien! Nu var det Pompeius og Crassus som var ængstelige, men man indgik en ny aftale, hvor Cæsar fik sin kommando over Gallien fornyet i yderligere fem år, og Pompeius og Crassus fik tildelt provinserne Spanien og Syrien. Mens Cæsar førte krig i Gallien, og Crassus og det meste af hans hær blev dræbt i krig mod Syriens "nabo" Partherriget, blev Pompeius siddende i Rom og overlod sin provins til stedfortrædere. Der lykkedes det for Cæsars modstandere at få ham over på deres side og i 49 f.v.t. blev det til en kort borgerkrig mellem de to, som Cæsar dog overlegent vandt. Cæsar erklærede sig derefter til "diktator på livstid", og over for senatet lagde han ikke skjul på at han bestemte. I 44 f.v.t. forberedte Cæsar en ny ekspedition mod partherne, men kort før afrejsen blev han myrdet af en gruppe utilfredse senatorer.