This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Denmark Begyndelsen på et kejserrige (44 f.v.t. - 14 e.v.t) Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det stik modsatte skete. Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adoptivsøn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage magten. Efter få stridigheder imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andet triumvirat sammen med den mindre betydningsfulde Lepidus. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Africa. Roms magt område efter Cæsars død år 44 f.v.t. opdelt mellem de tre triumvirere. I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var tradition for der. Så da Antonius forelskede sig i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn, var Octavian ikke sen til at udnytte denne situation til, under stærk propaganda om Antonius' forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Krigen blev kort, og da Antonius og Kleopatra begik selvmord, gjorde Octavian Egypten til sin personlige ejendom Da også Lepidus var ryddet af vejen, var Octavian nu Roms absolutte hersker. Octavian lod senatet og folkeforsamlingen bestå, men var selv konsul fra 33-23 f.v.t. Derefter blev han folketribun på livstid. Der var nu tale om et direkte militærdiktatur, men senatet gav ham alligevel titler som Augustus og Principes Senatus. Magtgrundlaget lå i hans personlige hær der omfattede over 300.000 mand fordelt på 60 legioner, og efter krigen valgte han ikke at trække alle legioner tilbage, men lod 28 indkvartere i lejre ved rigets grænser. Soldaterne var værnepligtige i perioder på 16 år. De 300 denarer de fik årligt og deres pension på 3000, fik de udbetalt fra en kasse, hvis indtægter stammede fra en 5% arveafgift. Desuden forærede Octavian kassen en startkapital på 170 mio. sestertser. Den stående hær blev ikke kun benyttet til en omfattende erobringspolitik der skulle skaffe Octavian endnu mere magt og berømmelse, men også til at skabe ro og fred i de galliske, spanske og germanske provinser. Men den nordlige grænse blev også rykket. Bl.a. erobredes Alpelandet, og Illyriens grænse blev rykket frem til Donau ved at besejre flere dacer-hære. Det havde været Octavians' plan at erobre Germanien frem til Elben, men denne plan blev stoppet da man led et knusende nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e.v.t., hvor to hele legioner blev udslettet ved et bagholdsangreb. Da Augustus både havde midler og klienter nok til at fastholde magten uden yderligere indtagelser, og samtidig blev nødt til at opgive flere nyerobrede områder, erklærede han, at Romerrigets naturlige grænse var nået. Legionerne ved rigets grænser blev da indkvarterede i regulære forsvarsværker, og legionernes hovedopgave var ikke længere nye vindinger, men skulle nu udelukket bruges til at opretholde ro og orden, og forsvare den romerske grænse. Det romerske magtområde efter Octavians død år 14 e.v.t. Romernes rustninger den romerske hær var kendt for at være fantastisk godt organiseret, og havde derfor også utallige våbenmagere til deres disposition. Der var tale om dygtige håndværkere, men også om masseproduktion af standardustyr, som sværd, daggerter, sandaler, hjelme og skjolde. Nogle områder i Romerriget havde direkte adgang til metaller, og der omkring koncentrede våbenproduktionen sig ofte. Fra f.eks. Alperne udvandt man jern, og byen Brescia >> er faktisk stadig i dag kendt som en våbenby. I Brescia ligger verdens ældste våbenfabrik - Beretta - som i dag bl.a. producerer pistoler og jagtgeværer. "Lave skildpadde" Nogle romerske kamp-taktikker anvendes faktisk også i dag. Med de store firkantede skjolde kunne en romerks enhed "lave en skildpadde", hvor skjoldene lukkede soldaterne inde med skjoldene som uigennemtrængelige vægge og tag omkring og over enhede. Den taktik bruger italiensk politi f.eks., når de er ude ved voldsomme demonstrationer. - Og op til EU-topmødet i Genova i 2001 øvede demonstranterne sig i samme "skildpadde-taktik". Udstyret Romernes hjelme var lavet af jern, evt. blandet med kobber og bronze. Ofte kradsede soldaterne deres navn på hjelmen med en kniv. Lange og korte spyd, daggerter og knive hørte også med til udrustningen, men det var oftest det korte sværd - gladio - der blev anvendt mest i kamp. Romerne foretrak ofte nærkamp, hvor pladsen blev så trang, at fjendes lanser og spyd blev ubrugelige. Fodtøjet var sandaler lavet af læderstrimler Derudover bestod udrustningen af en slags rygsæk, og alt i alt slæbte en romerske soldat rundt med over 30 kilo på de ofte udmattende dagsmarcher. For at blive professionel soldat i den romerske hår skulle man være i god fysisk form, være fyldt 18 år og binde sig til 25 års tjeneste. Den 17. legion var uheldig Med romertal skrives 17 XVII - laver man et anagram med de romertal kan man skrive VIXI - det betyder "de levede" og det tolkede de overtroiske romere som om, at den 17. legion bestod af allerede dødsdømte legionærer. Legionernes opbygning En legion bestod af omkring 5.500 professionelle soldater Legionen var delt op i: 10 Cohort bestående af ca. 480 soldater Cohort blev delt op 6 Century bestående af ca. 80 soldater Til angreb... Når legionen gik til angreb, foregik det ofte i tre rækker: Forrest kom kavallererne med deres spyd, skjold og sværd. I anden række soldater med sværd og daggerter til nærkamp. I tredje række det lette infanteri bevæbnet med bue og pil, som blev brugt i angrebets start til at angribe fjendes lette infanteri og beskytte de fremadstormende kavalerer.